|
Discgolfbanen i Bakkerne – sæson 2012
Discgolfbanen i Bakkerne ved Ørsted blev åbnet den 23. oktober 2010, og er nu i gang med sin anden fulde sæson. Banen blev godt modtaget af både "professionelle" og amatører. og der er blevet spillet på banen vinteren igennem, men med forårets komme er aktiviteten naturligvis blevet noget større. Der er flere og flere, der har opdaget det spændende spil, og vi oplever, at der kommer en del spillere langvejs fra. Banen har opnået en vis popularitet, da det er en skovbane, der giver store udfordringer. En ting mange spillere har fremhævet, er at der altid er læ, hvilket betyder, at man kan spille i stort set al slags vejr. Banen blev i 2011 justeret, således at der kom 9 kurve, hvilket har gjort den mere spændende og interessant. Nogle kast er blevet gjort lidt længere, og hul nr. 5 og 8 er nu par 4-huller mens resten stadig er par 3. Det skulle være til glæde for dem, der allerede nu er blevet bedre, men alle "amatører" kan stadig spille på banen, da alle kurve også har lidt kortere teesteder. Skulle man stadig synes, at der er for langt hen til kurven, kan spillerne bare aftale et udkaststed tættere på. Banen er nemlig for alle og alle aldersgrupper, der har lyst til at prøve spillet, og det er gratis at spille.
Åben bane 29. april 2012
Søndag den 29. april er der åben discgolfbane. I bestræbelserne på at udbrede kendskabet til spillet til så mange mennesker som muligt har DGI arrangeret åbne baner over hele landet. Banen i Bakkerne deltager i dette arrangement, og alle interesserede inviteres til at deltage i en hyggelig eftermiddag, hvor man sammen med øvede spillere kan prøve at spille og lære reglerne at kende. Det er gratis at deltage, og man kan låne en disc at kaste med. Arrangementet i Bakkerne vil blive omtalt i lokalpressen, men man kan også læse om det landsdækkende arrangement på www.dgi.dk/discgolf
Regler:
Spillets vigtigste regler fremgår af bane- og scorekortet, som kan udskrives fra denne side.
Disc:
Disc's kan købes eller lejes ved KWIK SPAR, Storegade 34, Ørsted.
Færdsel:
Al færden i skoven er på naturens betingelser, og man skal tage hensyn til beplantning og dyreliv samt andre skovgæster. Har man hund med, skal den naturligvis føres i snor.
Jagt:
Banen er lukket i forbindelse med Ørsted Jagtforenings jagter. Se evt. jagtarrangementer på www.oerstedjagtforening.dk
Adresse:
Banen ligger i Bakkerne ved Ørsted Kærvej. Fra Ørsted by køres mod flugtskydningsbanen (vejskilt). Efter lille skovstykke findes parkeringsplads på højre side af vejen. Lige over for parkeringspladsen går en sti op til det første teested.
Vi håber banen kan blive til glæde og fornøjelse for mange.
Spilleregler kan hentes her:
Kort over banen kan hentes her:
Scorekort kan hentes her:
|