Ørsted i dag Udskriv Email
Ørsted som den er idag
Ørsted har ca 1500 indbyggere. Indbyggertallet har ligget konstant de sidste 5 år, mens det voksede kraftigt i 5 års perioden forud.

Byen har stjerneform med veje pegende ud fra centrum i alle retninger. Dette kendetegn har haft stor afsmitning på formgivningen af byudviklingen mellem vejene.

Fra vest strækker en landskabelig grøn kile sig helt ind mod bycentrum ved Apoteket. Her findes en lille torvedannelse "Polden". Gaderne i bymidten har et fint slynget forløb. Blandt andet Sygehusvej har et harmonisk gadeforløb med "murermestervillaer" i røde sten.
Der findes gode afmærkede vandrestier som fører ud i naturen fra Ørsted, både mod vest og mod øst ud i Bakkerne. Fra den sydlige kant af Bakkerne er der fin udsigt over Hevring Sund - arealerne.
I Bakkerne er der etableret Mountainbike, Discgolfbane samt et "Madpakkehus" hvor man kan tage sig en slapper fra vandre- eller cykelturen.

Byens børn er samlet i Ørsted Børneby i den nordlige ende af Ørsted. Børnebyen rummer klasser fra børnehaveklasse til 6. klasse, SFO, børnehaven Skovsprutten med 100 pladser, samt lokaler til de 19 dagplejere der er i byen.
 
Ved busholdepladsen midt i byen ligger det velbesøgte og veludstyrede Ørsted Bibliotek, hvor der også er Kommunal Borgerservice.
 
Idrætsfaciliteterne  er gode med idrætshal og boldbaner beliggende ved Rougsøskolen, til gavn for idrætsforeningens mange aktiviteter.
Derudover er der i Ørsted mulighed for at tage del i så forskelligartede klubaktiviteter som mountainbike, discgolf, ridning, motorcross, folkedans og jagt.

Ørsted var tidligere kendt som en af de mindre sygehusbyer. Sygehuset blev opført i 1885, men i forbindelse med rationaliseringer nedlagt som amtslig sygehus i 1984. Sygehusbygningerne eksisterer endnu i byen. De bruges i dag til en specialinstitution for fysisk og psykisk handicappede. Desuden findes på stedet et moderne bokollektiv for 32 handicappede voksne.

Ørsted er velforsynet med butikker, herunder 2 dagligvareforretninger. Desuden en bager samt en række udvalgsvarebutikker (guldsmed, elektriker, blomster m.fl.)

Meget specielt for byens størrelse er en velfungerende biograf. Den blev opført i 1926 og drives i dag videre af 20-25 beboere i området - på helt frivillig, ulønnet basis.

Erhvervsmæssigt er Ørsted præget af håndværkervirksomheder. Der har aldrig været tradition for industri i byen, udover landbrugsrelaterede virksomheder.

I Ørsted kører der 2 busruter med endestationer i Randers og Hornlet samt en skolebusrute, som dækker byens opland.
Senest opdateret den Onsdag, 14 November 2012 19:28